Firklang

 

RandersBykor 

12. årgang                                             September 2011                                                       Nr. 3             

______________________________________________________________________________

 

Bladet udkommer i en tekstudgave på Randers Bykors hjemmeside: www.randersbykor.dk og i en illustreret udgave sendt som mail til korets medlemmer. Har et medlem ikke en mailadresse, kan man henvende sig til redaktøren.

Redigering og layout: Inger Schnetler

Næste nummer af Firklang er planlagt til at udkomme medio december 2011. Jeg håber, at korets medlemmer vil bidrage med indlæg til vores fælles blad og beder jer sende dem til adressen inger@schnetler.dk.  Deadline: Mandag den 5. december.

 

________________________________________________________________________

 

 

Indholdsfortegnelse:

Koncert i Sct. Mortens Kirke:

Et 40 års jubilæum:

England på tværs?

Isen synger

Koncert i Sct. Mortens Kirke

Af: Inger Schnetler 

 

Som korsanger ser man altid frem til at synge i Sct. Mortens Kirke, byens gamle smukke "domkirke", og også i år havde Randers Bykor den glæde at kunne invitere til den traditionsrige sommerkoncert i forbindelse med Randers Ugen. Til denne koncert er det også blevet en tradition, at koret inviterer musikalske gæster med til at deltage i koncerten, og alten Hanne Ladefoged-Dollase, som adskillige gange tidligere har optrådt med Randers Bykor til Randersugekoncerten, blev dette års gæstesolist. Hanne er opvokset i Randers, men er i dag bosat i USA.

Koncertens dirigent, korets leder gennem det sidste halve år, Niels Viggo Jensen, havde sammensat et varieret program, som bød på en musikalsk rejse fra Mozart over Bizet til afroamerikanske negro spirituals.

Koret indledte koncerten med César Francks Panis angelicus, og Hanne Ladefoged-Dollase tog derefter over og sang akkompagneret på klaver af Niels Viggo Ave Maria af samme komponist.

Koncertens hovedværk Missa brevis i F-dur, KV 192 af Wolfgang Amadeus Mozart kræver ikke bare et kor, men også et strygeensemble bestående af to violiner, cello og orgel, og  dette lille orkester var til lejligheden sammensat af dygtige unge musikere, der hovedsageligt kom fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Hanne Ladefoged-Dollase sang derefter to sange med musik af P. E. Lange-Müller og tekst af B. S. Ingemann: Efteraarstone: Falmer Liv og Løv i Skoven og Den største Tankeflugt: Der flyver saa mange Fugle. Begge sange blev igen akkompagneret af Niels Viggo på klaver.

Koret sang i næste afdeling Forårssang: Våren, våren er i brud med musik af Carl Nielsen og med Marinus Børups gendigtede tekst af In vernalis temporis samt den gamle danske folkesang En yndig og frydefuld sommertid.

Koncertens amerikanske afdeling blev indledt med George Gershwins Summertime fra Porgy and Bess sunget af Hanne og akkompagneret af Niels Viggo, og dette stykke dannede en fin overgang til tre negro spirituals for solist og kor: Give me Jesus, Laid down my burdens og Let us break bread together.

Kor og solist sluttede koncerten med Georg Bizets kendte Habanera fra operaen Carmen, og her foretog Hanne en lille omklædning, da hun tog jakken af og iførte sig boa, så hun passede til musikkens stemning. Vibeke Bonde Persson akkompagnerede på klaver kor og solist i dette stykke. 

Koncerten var velbesøgt, og publikum gav til slut de medvirkende en flot applaus.

Under Niels Viggo Jensens kyndige ledelse var der et fint samarbejde mellem musikere, solist og kor, og for mig var det en god oplevelse at være med til koncerten.

Et 40 års jubilæum

  Af: Mie Svidt, Sivert Bak, Per Nørret og Grethe Kyvsgård

Der kom en invitation til Randers Bykors formand, Per Nørret, om at komme og deltage i festlighederne i anledning af vores gode vennekor, The Esterhazy Singers', 40 års jubilæum i London. Per skulle tage korleder Lotte samt begges ægtefæller med  -  desværre blev ikke resten af koret inviteret! Men ak  -  Lotte og Kristian havde bestilt og betalt rundrejse i USA, som skulle påbegyndes netop den weekend, hvor festlighederne skulle foregå, og deres planer kunne ikke ændres.
Der skulle ikke falde mange tanker på de særdeles gode minder om The Esterhazy Singers' besøg hos Randers Bykor i august 2010 og vores gengældelsesbesøg hos dem i London i oktober 2010, før Per og Grethe på trods af et intenst rejseprogram i foråret 2011, besluttede, at de selvfølgelig ville gøre turen til London og mødes med vore gemytlige korvenner derovre. The Esterhazy Singers blev glade for tilmeldingen, men beklagede Lotte og Kristians afbud og mente, at der da måtte være et par andre kormedlemmer, som kunne komme i stedet. Randers Bykors bestyrelse fik opfordringen, og det endte med, at Mie og Sivert friskt sprang med på spøgen.           

Per og Grethe tog biltoget gennem The Tunnel fra Calais til Folkestone, i sig selv en oplevelse!, og fortsatte i venstrekørsels-land ind til det centrale af London, hvor vi var inviteret til at bo hos The Esterhazy Singers nuværende formand, Andrew McCall. Hvad gjorde man, før GPS'ens tid?? Andrew, hans kone, Jolanta, deres 11 årige datter, Martha, og deres siameserkat, Eva, som var blevet navngivet, før man opdagede, det var en han, og som desuden lige var blevet klippet helt ind til skindet, boede i et nyere treetagers rækkehus, og vi fik gæstfrit husets bedste rum med eget bad og udsigt til The Eye, et af Londons millenium-vartegn i form af et kæmpe pariserhjul, m.m. i det fjerne.

Mie og Sivert blev hver for sig indkvarteret hos andre af Esterhazy-korets medlemmer og fik hver for sig helt andre oplevelser med hjem.

Mens The Esterhazy Singers øvede deres program til jubilæumskoncerten, kunne vi nå en spadseretur til Covent Garden, i hvis lørdagsmylder en ung og nedringet kvindelig sanger gav den hele armen til musik fra kendte arier. Senere deltog vi i The Esterhazy Singers prøve, fordi vi var inviteret til at deltage i korværket "Spem in Alium" af Thomas Tallis (levede 1510-1585) plus et par småværker. Desværre var Mie og Siverts fly forsinket fra Danmark, og de kunne ikke deltage i korprøven. De havde dog forinden halvt om halvt besluttet, at de ikke ville være aktive kor-deltagere i jubilæumskoncerten. Andre var inviteret til at deltage i værket "Spem in Alium", f.eks. tidligere kormedlemmer, dirigenter og venner af koret, og korets størrelse blev på den måde forøget, således at der var to på omtrent hver af de 40 stemmer, som udgør værket.

Partituret viser samtlige 40 korstemmer på hver side og er så stort, at der i spøg blev sagt, at ingen ville opdage, om vi kom i ingenting til koncerten, men vi blev dog bedt om at møde op i sort fra top til tå! På trods af øvning via Cyberbass på værket hjemmefra fik Per og Grethe så sandelig deres sag for, og megen støtte fik Esterhazy-korfællerne ikke fra os! Men vi fik kendskab til et fantastisk korværk, hvis 40 stemmer er opdelt i 8 kor, som ved jubilæumskoncerten stod fordelt rundt i kirkens sideskibe og kor. Første kor startede, andet kor satte ind efter nogle takter, tredje kor osv., hvorved musikken "bevægede sig" rundt i kirken og tilbage igen for til sidst at samle alle 40 stemmer på én gang i den afsluttende del af værket. Fantastisk!

Jubilæumskoncerten var søndag eftermiddag, men forinden skulle vi til gallafest lørdag aften. Festen foregik i det samme lokale ved St. Alban-the-Martyr, Holborn, som vi holdt den minderige fest i ved vores besøg i oktober 2010. Der var dækket op og blev serveret lækkerier fra en buffet, og der manglede hverken vådt eller tørt! Og så bidrog kormedlemmer og gæstedeltagere med et enestående og meget afvekslende underholdningsprogram, som strakte sig over flere timer. Esterhazy-folkene kan lidt af hvert: spille på diverse musikinstrumenter, synge både flerstemmigt og solo, der blev holdt taler, leet, fældet en tåre, takket, mindet og udtrykt forhåbninger til fremtiden. Og hele aftenen igennem kørte et diasshow på en skærm fra korets historie lige fra starten i 70'erne og til deres tur til Randers, til Hans Jesper og Toves have og til Ribe. Vi syntes næsten, det var som om Randers Bykor var med til festen, fordi der var så mange gode billeder fra denne tur. Og tænk engang: på billederne fra dengang i starten af 70'erne, var der ikke så få ansigter, som nu i 2011 stadig kunne ses blandt kormedlemmerne!

Vi fire fra Randers Bykor måtte naturligvis også bidrage til underholdningen, og vi mandede os op og sang trestemmigt den danske folkesang "En yndig og frydefuld sommertid". Per havde i samarbejde med Mie lavet en tale, og han holdt den til stor moro for vore værter. Endelig havde Mie lavet en forrygende hyldest til The Esterhazy Singers på Kaj Norman Andersens melodi "Jeg har elsket dig, så længe jeg kan mindes".  Vi fire sang den i fællesskab og fik stor applaus og massevis af hilsener fra The Esterhazy Singers med tilbage til resten af Randers Bykor.

Det blev så sent, før festen kunne rundes af, at et hyggeligt pub-besøg, som vi oplevede i oktober 2010, end ikke blev overvejet! Der var jo lige en seriøs koncert dagen efter, som vi skulle være klar til.

St. Alban-the-Martyr, Holborn, var rammen om jubilæumskoncerten søndag eftermiddag den 3 juli, og den var rigtig godt besøgt. Den startede med "Spem in Alium" af Thomas Tallis, som varede ca. 20 minutter. Vi gæstesangere kunne derefter sætte os blandt publikum og nyde en stribe kendte og ukendte a capella-stykker, fremført på den kompetente og sikre måde, som vi kender fra The Esterhazy Singers' side. De er godt nok dygtige! Blandt stykkerne overværede vi intet mindre end en verdenspremiere, idet den unge komponist Alexander Campkin (født 1984) i anledning af The Esterhazy Singers 40 års jubilæum havde skrevet "Love Leaps", som blev opført første gang til denne koncert. Campkins CV er både langt og imponerende, og også på os gjorde hans komposition et stort indtryk. Slaget fra en metronom startede nummeret, før koret satte ind, hvorefter korets sang vekslede mellem gammeldags melodiske og moderne "skæve" harmonier, mellem sprødt og fint og imposant og stort. Hvor mange stemmer, der var i koret er svært at gøre rede for, men et særligt indtryk gjorde det, da kormedlemmerne under sangen bevægede sig rundt i kirken til nye opstillinger og kun efterlod tre kvindelige solister i koret. Ud over metronomen blev der også brugt vindharper som en lydeffekt. Haydn er beskrevet som inspiration til stykket, idet han også anvendte den tikkende rytme fra en metronom i sin "Clock Symphony", og desuden lod sine musikere forlade scenen mod slutningen af sin "Farewell Symphony". Unge Campkin var til stede ved uropførelsen på denne søndag den 3. juli 2011, og såvel han som koret høstede stort og langvarigt bifald over dette forunderlige stykke musik.

Vi nød naturligvis koncerten meget og følte os heldige, at vi havde mulighed for at overvære den. Et herligt syn var det også at se høj-højgravide Esther Jones stå i spidsen som dirigent for koret. Esther havde termin tre uger efter koncerten, og en reserve-dirigent stod i kulissen, parat til at tage over, hvis det blev nødvendigt! Mie og Sivert beklagede, at de måtte tage af sted under koncerten for at nå deres fly tilbage til Danmark, men selvom deres besøg var kortvarigt, var de dog glade for at have taget turen til London og for at have deltaget i jubilæumsfesten.

Ved jubilæumsfesten blev der i øvrigt afholdt auktion over forskellige effekter, og fra Randers Bykor gav vi to billetter til opførelsen af Guds Gøgler i november. Højeste bud på billetterne kom fra Andrew McCall, og vi håber at se ham og hans kone til november. John Coley  - flere af os kan huske denne festlige bas fra vores samvær  -  hviskede i øret på os, at han og hans kone også ville overveje at komme! Det glædede os meget.

Og vel hjemme i Danmark igen kom der hurtigt efter vores besøg invitation til at komme til korets Even Song i St. Paul's Cathedral i London! Vi var fristet, men blev dog på denne side af Nordsøen. Men vi er glade for den gode kontakt, vi har med koret, og som vi føler vil bestå også til evt. fremtidige projekter. De to formænd kendte i alt fald næsten ikke grænser for, hvad vi ville kunne binde an med i fællesskab!

 

 

England på tværs?

  Af: Finn Hansen

 Jeg er af Inger blevet opfordret til at skrive lidt om en vandretur tværs over England, som Lone og jeg foretog i sommer. Det er naturligvis en opfordring, som jeg nødig vil sidde overhørig, ikke mindst fordi det er en tur, som måske er kendt af de færreste danskere, samtidig med, at den giver en række uforglemmelige oplevelser for motionerende naturelskere.

Turen, der er blevet kaldt den næst smukkeste vandrerute i verden - hvordan man så ellers definerer det - strækker sig, hvis man helst vil have vinden i ryggen, fra St. Bees ved Det irske Hav til Robin Hood's Bay ved Nordsøen og er beliggende i den nordlige del af England. Den forløber hovedsageligt gennem 3 nationalparker, nemlig Lake District, Yorkshire Dale samt North York Moor.

Lone og jeg blev opmærksomme på turen allerede for en halv snes år siden, hvor der var en beskrivelse af den i tidsskriftet "Motor", og vi blev dengang enige om, at udfordringen skulle tages op på et passende tidspunkt. Det blev så i år.

Men hvordan skulle vi arrangere turen? Ja, vi kunne naturligvis blot henvende os til et engelsk selskab og mod gode ord og betaling bede om at få tilrettelagt forløbet med intern transport af bagage m.v.; men det ønskede vi ikke, så vi søgte først via nettet nærmere oplysninger om ruten og fandt en fantastisk bog: "Coast to coast path" af Henry Stedman, hvori ruten er beskrevet meget detaljeret med håndtegnede kort. Bogen var det eneste hjælpemiddel, vi havde med, udover et gammelt kompas. Sidstnævnte er uundværligt på sådan en tur.

Da man vandrer gennem ret øde områder, hvor der kan være virkelig langt mellem husene, og vi ønskede at overnatte via bed and breakfast, bookede vi efter bogens anbefalinger samtlige overnatninger allerede i januar måned. Flybilletter til Manchester blev købt, og endelig diverse togbilletter til og fra ruten, alt sammen via nettet.

Således velforberedte drog vi af sted, Lone med i alt 7 kg bagage i rygsækken og jeg med 10. Vi gav nemlig os selv den udfordring selv at transportere bagagen på ryggen hele vejen, hvilket stillede store krav til prioriteringen omkring tøjvalg. Kort sagt: Vi lagde større vægt på at have 2 fotografiapparater med end alt for meget tøj, så vi havde ganske få klædningsstykker med, der havde den egenskab, at når de blev vasket om aftenen, var de stort set tørre om morgenen. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

En mere detaljeret beskrivelse af turen skal jeg ikke komme ind på her, da det vil blive alt for omfattende. Kun kan jeg oplyse, at vi har gået i en særdeles varieret natur, vekslende mellem decideret bjergvandring, bløde dale, mudrede mosearealer samt enorme hedearealer, alt sammen krydret med en varieret flora og fauna, hyggelige medvandrere af forskellig nationalitet samt en særdeles venlig og imødekommende lokalbefolkning.

Turens teoretiske længde er på 320 km. Hertil skal lægges diverse afstikkere. Vi brugte 17 dage til den og gik således i gennemsnit ca. 20 km pr. dag, hvilket er absolut overkommeligt, hvis man blot er i nogenlunde fysisk træning. Hver morgen glædede vi os til den nye dags udfordringer, og nu var vi jo i England, så selv om vi godt kunne være trætte, når vi nåede det nye bestemmelsessted, fik tanken om en ventende kølig pint eller to på den lokale pub os hurtigt til at glemme de til tider lidt hårde strabadser.

Afslutningsvis må jeg dog sige, at det ikke var uden en vis stolthed, men også vemod, da vi efter endt traven stod med fødderne i Nordsøens salte vande. Vi var begge parate til at tage turen en gang til.

Og verdens smukkeste vandrerute? Ja, den skulle efter sigende ligge på New Zealand.

 

 

Isen synger

  Af: Wiebe Kestner og Søren C. Olesen

Nogle, måske mange vil huske Christian Krygers udsendelser om Grønland i midten af 60'erne. Udsendelser om tingenes tilstand i datidens Grønland. Udsendelser, som satte Folketinget i gang med at forbedre forholdene. Samfundskritiske udsendelser af bedste slags. Men også udsendelser, som viste Grønlands storhed og smukke natur. Som ledsagende musik til en sejlads mellem de majestætiske kæmper af isfjelde ud for Jakobshavn Isfjord havde Kryger valgt dele af 4. satsen fra Brahms 1. symfoni. Satsen, hvor et drama skifter til stærk ro og lyden af stilhed. Man kan høre, isen synger.

Det kan man også i et glas whisky med stykker af indlandsis. De mange tusinde luftbobler frigøres i smeltningen og sender en næsten sfærisk hymne til naturens guder. I hvert fald efter det andet glas.

I Grønland kan man opleve en del koncerter i løbet af året. Selvfølgelig grønlandske bands og ofte med egne kompositioner. Men også Det Kgl. Kapel og TV2, Kim Larsen og DR Pigekoret.

Men selvom det var smukt for snart 50 år siden at høre Studentersangerne en solbeskinnet nat ved den gamle boplads Sermermiut spontant bryde ud i sang, er det nok naturens kor af toner, som har betaget os mest i Grønland.

Om foråret, når tøbruddet sætter ind og i løbet af få dage lader vinteren gå direkte over i sommer, starter det hele med et stille kor af dryppende istapper. På huse og i elve. En svag knitren følger efter, og pludselig sætter hele naturens orkester ind i en brusen, hvor crescendoet river is, vand, jord og sten ind i sommerens lange dage med endeløs stilhed.

Isen synger. Man mærker det. Man hører det, når man sejler mellem skosser og isfjelde. Det er en stilfærdig sang om ro i sjælen. Om uendelig skønhed. Tiden står stille. Bliver ligegyldig. Solen skinner døgnet rundt. At falde i søvn i en lille forankret båd til lyden af stilheden, leder tankerne hen på en lykketilstand. Også når man vågner. Selv lyden af en ankerkæde, som hales ind, mens man fjerner tang og lidt mudder med hænderne, får ikke sangens fortryllelse til at svinde.

Når motoren startes igen, brydes stilheden, men snart høres den dumpe lyd som beroligende hjerteslag, som bringer os videre.

Vores barnebarn Frej på 1½ år løb denne sommer rundt i haven på 70 grader nord i den lille bygd Saqqaq i Diskobugten. Lige udenfor ligger isfjeldene som en mur. De giver læ og reflekterer solens stråler, så der bliver varmt. Almindeligvis 20 grader Celsius midt på dagen. Det kan virke paradoksalt, at isen giver varme, men sådan er det, og Saqqaq betyder da også 'det solbeskinnede sted'. Isen synger også her, men mest i bas. Døgnet rundt høres med mellemrum lyden af et isfjeld, som kælver. Sommetider kun som et mindre nedslag af en mortergranat. Til andre tider som en langtrukken torden. Og enkelte gange så voldsomt, at man kan mærke grunden ryste. Godt, at huset er af træ. 'Borm', lød det fra Frej, mens han så i retning af lyden fra naturens orkester.

En uge hver sommer overdøves naturens orkester af grønlandske ungdomsband. I en årrække har unge musikere fra det meste af Grønland sat hinanden stævne i Saqqaq. Det er såmænd ikke så let at komme hertil, men de kommer. Over 100 unge, som ligger i telte rundt omkring, som rydder op, og som overhovedet ikke vil have spiritus med i festen. Og skulle man ikke vide, hvad sms betyder, så er forklaringen her: SummerMusicSaqqaq. En interimistisk scene af EU-paller er rigget til, og så går det løs til hen på de små timer i strålende midnatssol på en scene med isfjeldene som baggrundskulisse. Senere på natten kan der spilles fodbold for at falde lidt til ro.

Langt ude synger isen videre.

Den grønlandske sangglæde eksisterer stadig. Vi kender den i Danmark fra de grønlandske kor. Når det drejer sig om salmesang, synges der meget langsomt. Traditionen tilskrives herrnhutterne, og selv om brødremenigheden trak sig ud af Grønland for over 100 år siden, lever traditionen videre. Det har den klare fordel, at også mennesker med begrænset kendskab til det grønlandske sprog kan være med.

For 3-4 år siden deltog vi i en påskegudstjeneste i Saqqaqs lille kirke. Vi sad tæt. Et kor var blevet sat sammen til påsken, og der blev sunget flerstemmigt af hjertens lyst. I salmesangen fornemmede man den særlige betagelse, som er ved at synge sammen og mærke loftet løfte sig. I år var vi bl.a. til bryllup i forbindelse med den almindelige gudstjeneste. Kirken var igen fyldt til sidste plads, men denne gang tror jeg, at vi få danske sang lige så meget med som resten af menigheden. Hvad er der sket?

Udenfor synger myggene og isfjeldene, og den grønlandske latter er uforanderlig, smittende og hjertelig.